Interessen for konteksten i evalueringer opstod tilbage i 1960’erne i et opgør med naturvidenskabens forestilling om kontekstuafhængighed. I løbet af 1970’erne udviklede forståelsen af konteksten sig, og både den sociale og lokale kontekst blev sat i fokus. I slutningen af 1990’erne blev konteksten inkluderet som en forklarende faktor. Med andre ord blev konteksten anvendt til at forklare, at noget kommer til at ske, eller at nogen oplever en effekt.
Konteksten er i dag en stor del af evalueringspraksis, og den indgår i alle faser af en evaluering. Alligevel kan det være svært at sætte ord på, hvad konteksten er. Tilmed er der forskellige forståelser af og tilgange til konteksten. Fælles er dog, at formålet med at forholde sig til konteksten er at opnå en øget indsigt og dermed større forståelse for den evalueringspraksis, vi begiver os ind i.
Konteksten kan forstås som de omstændigheder, der former omgivelserne for en hændelse, et udsagn eller en idé, og som sætter rammen for, hvordan det kan forstås eller vurderes. Konteksten kan også forstås som den setting, evalueringen er situeret i. Konteksten kan derved også forstås som stedet, placeringen, omgivelserne og miljøet.
Som evaluatorer har vi ansvaret for at sætte os ind i den kontekst, vi evaluerer i, for netop at opnå en dybdegående forståelse af evalueringsfeltet. Det giver grundlag for en grundigere evaluering med større mulighed for, at evalueringsresultaterne kan anvendes i praksis.
Kilde: Fitzpatrick JL. An introduction to context and its role in evaluation practice. New Directions for Evaluation. 2012 (135):7-24
Comments are closed.