I arbejdet med at få opstillet en forandringsteori for et projekt eller en indsats, handler en del af processen om at formulere både kortsigtede og langsigtede mål. Her kan det være nyttigt at have en løbende overvejelse om, hvad projektet eller indsatsen faktisk kan ansvarliggøres for. Det spørgsmål kan på en god måde hjælpe til at få øje på en slags grænse for, hvad man som projektejer kan forvente, at projektet bidrager med – og som det dermed giver mening at evaluere på. Og således også, hvilke langsigtede mål det giver mening at fastholde i forandringsteorien. (Jeg behøver vel næppe komme ind på uhensigtsmæssigheden i at måle på det forkerte?)
Lad mig give et eksempel:
En kommune ønsker at efteruddanne en særlig faggruppe i konfliktnedtrapning. Faggruppen arbejder med unge med kognitive funktionsnedsættelser og udfordringer. Konfliktnedtrapningsmetoden indeholder nogle særlige principper og fokuspunkter, som kommunen antager vil komme relationen mellem den fagprofessionelle og den unge til gavn.
I opstillingen af de langsigtede mål med indsatsen, bliver det naturligt at tænke i borgerperspektivet. Altså hvad håber man at de unge oplever, når de fagprofessionelle er færdige med deres efteruddannelse. Og her kommer så spørgsmålet om, hvad indsatsen kan ansvarliggøres for, på banen. Kan indsatsen ansvarliggøres for, om de unge får øje på, at konflikter undgås eller ikke eskalerer? Giver det mening at have de unges oplevelse som det langsigtede mål
Min påstand vil være, at det gør det ikke nødvendigvis. Dels fordi netop denne borgergruppe er kendetegnet ved kognitive udfordringer og fordi relationen mellem de unge og fagprofessionelle kan være formet og påvirket af så mange andre kontekstuelle faktorer; herunder den unges forhistorie, misbrugsproblemer, modstand mod ’systemet’ og meget andet. Og dette forhold bør være afspejlet i de langsigtede mål med projektet.
Jeg vil derfor foreslå, at de langsigtede mål i stedet tager udgangspunkt i de fagprofessionelle og handler om, om de oplever sig bedre rustet til deres job med den nye metode i værktøjskassen, om de oplever større tryghed i deres daglige arbejde med den nye metode eller om de fagprofessionelle oplever, at de unge responderer godt på metoden.
At nå til denne erkendelse angående de langsigtede mål kan vi således takke spørgsmålet i overskriften for. Så anbefalingen om at have det med sig i sit evalueringsarbejde, er hermed givet videre.
Comments are closed.