Social desirability bias i evalueringer opstår, når deltagere ønsker at fremstå attraktivt over for andre mennesker, interviewer – eller sig selv. I spørgsmål omkring eksempelvis velgørenhed, sundhed og miljø vil der være en betydelig risiko for, at den adspurgte forsøger at fremstille sig selv på en socialt attraktiv måde og efter gældende samfundsnormer. Vi donerer givetvis færre penge til velgørenhed, motionerer mindre og er knapt så miljøbevidste, som vi giver udtryk for, hvis vi bliver spurgt i en undersøgelse.
Biasen opstår ikke kun i de mest åbenlyse tilfælde, hvilket Kulturministeriets Kulturvaneundersøgelse fra 2012 er blevet et godt eksempel på. Befolkningens egen opfattelse af, hvor ofte man går i teatret og det faktiske opgjorte billetsalg stemte overhovedet ikke overens. Befolkningens egen opfattede frekvens var faktisk 4 gange højere! Hvis teatret anses som lidt mere intellektuel og finkulturel underholdning, i forhold til eksempelvis en amerikansk actionfilm i biografen, så er her måske en del af forklaringen? Herudover er der jo også spørgsmålet, om ikke man også en gang imellem burde støtte op om den lokale scenekunst?
Fordi vi som mennesker ikke altid er klar over, hvornår vi ”om-arrangerer” virkeligheden, kan vi aldrig helt eliminere denne bias i undersøgelser. Det bedste vi som indsamlere af data kan gøre er at være bevidste om, hvornår den kan opstå og naturligvis tage vores forholdsregler i designet (den gemmer vi til en anden god gang). Vi bør ikke undgå spørgsmål og emner som kan give bias, men i præsentationen af data gøre opmærksom på tilstedeværelsen og dens indvirkning på resultatet.
Comments are closed.