Telefoninterviews: en metoderefleksion

Om anvendelsen af det telefoniske interview som metode til dataindsamling i forbindelse med evaluering

Forfattere

Seniorkonsulent
Dato: 
februar 2018

I mit daglige virke som evalueringskonsulent består en del af mit arbejde i at indsamle data. Jeg udvikler spørgeskemaer og udarbejder interviewguides, igennem hvilke jeg indsamler den data, som er nødvendig for at kunne løse enhver evalueringsopgave. Og det er i sagens natur i forbindelse med netop planlægningen af dataindsamlingen, at refleksionen over telefoninterviewet dukker op. Jeg er flere gange blevet spurgt til muligheden for at mødes til et fysisk interview i stedet for at tale sammen telefonisk eller på Skype. Den overordnede begrundelse synes at være, at der ved et telefonisk interview går et datalag tabt, idet det udelukkende er de sagte ord, der udgør data. Men bør data, hvis det er muligt, overhovedet bestå af andet og mere end det sagte ord? Og er der grund til at efterstræbe at mødes fysisk, hvis det lader sig gøre? Det er nogle af de spørgsmål, som nu har skubbet mig til tastaturet og i det følgende vil jeg beskæftige mig med dels et teoretisk udgangspunkt og dernæst med argumenterne for anvendelsen af det telefoniske interview, fordele og ulemper og hvordan det med fordel kan gøres.  

Hvad siger litteraturen om telefoninterviews?  

En stor del af metodelitteraturen om anvendelsen af telefoninterviewet i forsknings- og undersøgelsessammenhænge beskriver, hvordan brugen af telefoninterviewet i stigende grad er vundet frem de senere år, blandt andet på grund af de planlægningsmæssige og økonomiske fordele. Blandt andet skriver Carr og Worth, at den stigende popularitet er observeret allerede i starten af 00’erne og at den i deres optik også skyldes udviklingen af gangbare tekniske løsninger til afholdelse af telefoniske interviews (2001). En anden pointe handler om, at vi i stadig stigende grad benytter os af andre kommunikationsformer end klassiske ansigt-til-ansigt samtaler i flere af hverdagens kommunikationssituationer. Derfor opleves det således af stadig flere at være en naturlighed at tale med andre over telefonen, Skype, sms’er eller mails. Udviklingen af teknologien betyder ifølge Carr og Worth (2001), at den sociale accept og udnyttelse af denne udvikling er medvirkende til at gøre telefoninterviews til en brugbar forskningsmetode. At de tekniske løsninger nu ikke længere er en hæmsko for gennemførelse, betyder således, at de åbenlyse fordele i forhold til fleksibilitet og økonomi vægtes.

Burnard (1994) anvender logikken på den ene og på den anden side om anvendelsen af telefoninterviews og peger på, at der på den ene side opleves klare fordele ved at foretage interviews ansigt-til-ansigt i forhold til mimik og kropssprog idet data bliver ”rigere og mere deltaljeret end den vil være i de tilfælde, hvor intervieweren ikke kan se sin informant” (p. 68, min oversættelse). På den anden side beskrives det, at fortolkning af kropssprog i høj grad er påvirkelig af den fortolkende part, hvorfor der kan opstå misforståelser og fejlfortolkninger (p. 68). Burnard peger ligeledes på de klare fordele i forhold til både planlægning, gennemførelse og mulighed for anonymitet ved det telefoniske interview. Og netop anonymiteten, eller som Wilson et al. (1998) kalder det; pseudoanonymitet, synes også at være en væsentlig teoretisk pointe i litteraturen om telefoninterviewet. Dette særligt i de artikler, der er skrevet om anvendelsen af telefoninterviewet i sundhedsvæsnet, hvor interviews typisk handler om helbred og dermed muligvis personlige eller intime emner. At informanten gives en mulighed for at forblive anonym eller pseudoanonym opleves at være en stor fordel for både informant og interviewer, særligt når emnerne berørt i interview knytter sig til informantens private liv. 

I artiklen Propriety, process and purpose: considerations of the use of the telephone interview method in an educational research study, er det kvalitative telefoninterview omdrejningspunktet. Her beskriver Glogowska et al., at det telefoniske interview i de fleste tilfælde anvendes i forbindelse med survey research, hvor de interviewede spørges til vurderinger på en skala eller bliver bedt om at vælge mellem prædefinerede svarmuligheder, som derefter noteres i et spørgeskema-setup. I denne artikel er det dog den kvalitative anvendelse, der skrives om, og artiklen handler om at bruge telefoninterviews til at indsamle kvalitative data i form af den enkelte elevs oplevelse af, hvorfor vedkommende valgte at springe fra en påbegyndt uddannelse. Artiklen konkluderer til sidst, at hverken foregående litteratur (her nævnes eksempelvis Herzog et al. 1983 og Smith 2005) eller det arbejde, som ligger forud for artiklen tyder på, at data indsamlet ved telefoniske interview er ”mindre validt end det, der er indsamlet ved et ansigt-til-ansigt interview” (Glogowska et al, 2010, p. 21, min oversættelse). Det konkluderes ligeledes, at der i forbindelse med anvendelse af telefoninterviewet til undersøgelse af frafald på en ungdomsuddannelse opleves langt flere fordele end ulemper.  

Jeg kan ikke lade være med, i forbindelse dette litteraturoverblik, at komme med en lidt sjov pointe: i min litteratursøgning forud for skrivningen af denne artikel har jeg fundet både nyere og noget ældre litteratur om anvendelsen af det telefoniske interview i forskningssammenhænge. I en af de ældre artikler (fra 1994) skriver Philip Burnard: “Hvis interviewet skal transskriberes i form af noter eller direkte til på computeren, skal der inden interviewet træffes beslutning om, hvordan interviewerens hænder bliver frigjort under interviewet. Den mest oplagte, men ofte mindst attraktive, metode er simpelthen at holde telefonrøret fast under hagen. Moderne telefonrør er imidlertid ofte i et så slank design, at det gør det både ubehageligt og upraktisk at skulle sidde med røret mellem skulder og kind. Der er tre redskaber til rådighed for at løse dette problem. Den billigste løsning er at erhverve sig et stativ, som monteres på telefonrøret, og som derefter monteres på interviewerens skulder og holder røret på plads ved øret under interviewet” (1994, p. 69, min oversættelse). At vi har flyttet os fra anvendelsen af et stativ monteret på skulderen, hvori telefonrøret kan monteres eller simpelthen at sidde med telefonrøret under klemt inde mellem skulder og kind, giver os vist et rimelig godt billede af, hvordan teknologien er modnet til telefoninterviewets klare fordel.    

Opsummering

Litteraturen peger således på, at telefoninterviewet de sidste knap 20 år for alvor er vundet frem som en metode til dataindsamling, blandt andet grundet økonomiske og planlægningsmæssige fordele og som et resultat af en teknisk udvikling. Derudover synes en stor del af litteraturen at være enig om, at med den rette planlægning og forskellige metodiske overvejelser, tilbyder det telefoniske interview et rigtig godt alternativ til det klassiske forskningsinterview udført ansigt til ansigt.

Mine egne tilføjelser

Set fra mit eget perspektiv, bygger jeg primært mine erfaringer på brugen af telefoninterviewet i en kvalitativ kontekst. Jeg gennemfører mange telefoniske interviews, som jeg både planlægger og afholder på samme måde som et interview foretaget ved et fysisk møde. Jeg starter med at rammesætte interviewet for informanten; tidsrammen og de temaer, jeg ønsker, vi skal tale om og jeg giver informanten mulighed for at stille eventuelle spørgsmål. Her kan det være en fordel, særligt hvis man ikke har så meget erfaring med at gennemføre telefoniske interviews, at have nedskrevet et lille intro-manuskript, som læses op indledningsvist. Dermed er man sikker på at ikke at glemme noget. Jeg har en interviewguide, som jeg bruger semistruktureret og jeg er derfor åben for at forfølge andre relevante perspektiver, der dukker op undervejs. I den forbindelse har jeg gode erfaringer med at gøre opmærksom på, hvis jeg lige har brug for 10 sekunder til at komme ’tilbage på sporet’, idet pauser i en telefonsamtale ofte virker længere end hvis man talte sammen ansigt-til-ansigt. Jeg anvender det headset, som følger med de fleste nyere telefoner og har dermed begge hænder fri til at skrive ned på computeren undervejs. Og jeg gør jeg altid informanten opmærksom på at jeg skriver ned undervejs, hvorfor de kan høre lyden af et klikkende tastatur i baggrunden. Ved forventeligt lange interviews, eller hvis der er brug for at kunne citere direkte og konkret fra interviewet bagefter, har jeg få gange anvendt en app, som gør det muligt at optage en telefonsamtale som en lydfil. Her gælder det naturligvis, at informanten skal give sit samtykke inden optagelsen påbegyndes og at det skal rammesættes for informanten, hvordan lydfilen vil blive anvendt og af hvem.  

Til afholdelse af gruppeinterviews (ved flere end en informant) oplever jeg ikke det telefoniske interview som ligeså oplagt. Først og fremmest fordi det kan være vanskeligt at vide, hvem der taler. Dernæst er der også en udfordring i forhold til at få transskriberet/skrevet noter undervejs. Dermed er det min anbefaling primært at bruge det telefoniske interview til enkeltinterview. I fald telefoninterviewet bruges ved flere end en informant, bør det optages og transskriberes på baggrund af lydfilen bagefter. I den forbindelse kan man med fordel bede alle informanterne præsentere sig selv indledningsvist, således at det bliver muligt at skelne de forskellige stemmer fra hinanden.  

Sammenlignes det telefoniske interview med det klassiske forskningsinterview, oplever jeg ofte, at det tager kortere tid at sluse informanten både ind og ud af interviewet, når det foretages over telefonen. Dette forstået på den måde, at der ved ansigt-til-ansigt interviews er mere småsnakken inden interviewet egentlig påbegyndes og det samme efter interviewets afslutning. Det telefoniske interview er dermed mere ’lige på’ og dermed også effektivt.  

I den kontekst jeg anvender det telefoniske interview, nemlig ved dataindsamling til en evaluering, kan jeg (når jeg tænker tilbage på forskellige opgaver) komme i tanke om flere tilfælde, hvor jeg har interviewet informantgrupper telefonisk, som jeg ikke tror ville have haft lyst til at mødes med mig til et ansigt-til-ansigt interview. Dette er typisk grupper, der på en eller anden måde er sårbare, ligesom det også flere gange har været en forudsætning for interview, at informanterne har været anonyme eller semianonyme. I det perspektiv giver det telefoniske interview muligheder, som det klassiske forskningsinterview ikke gør. Selvfølgelig er man nødt til at indhente et telefonnummer og bede om informantens fornavn, men ved at gøre opmærksom på, at hverken navn eller nummer skrives noget sted og heller ikke gemmes efter interviewet er afholdt, opretholdes en semianonymitet.    

Planlægning

I forhold til den egentlig planlægning af telefoninterviews, har jeg særligt en nyttig erfaring; nemlig at tage kontakt til informanten enten ved at ringe dem op, sende dem en mail eller skrive en sms til dem og lave en aftale om, hvornår det passer dem at blive interviewet. Har jeg lavet en aftale om dato og tidspunkt med en informant, har jeg meget sjældent oplevet at ringe forgæves og enkelte gange har informanten endda siddet klar med en kop kaffe og en lukket computer.  I den indledningsvise kontakt har jeg ofte brugt at informere om den tidsramme, som jeg forventer at interviewet vil fylde, ligesom jeg ganske overordnet ridser op, hvad interviewet kommer til at handle om. I den forbindelse har jeg understreget, at forberedelse ikke er nødvendig. I forhold til tidsrammen er litteraturen ikke helt enig om, om der bør være en maksimal længde på det telefoniske interview (Car og Worth, 2001 og Sweet, 2008). Min erfaring er, at det uden problemer kan vare fra 10-15 minutter til halvanden time og at længden på det enkelte interview er meget afhængigt af emner og den enkelte informant. Har man på forhånd aftalt en helt konkret tidsramme, bør denne altid overholdes og i fald der ikke er lavet aftale om en sådan, er mit bedste råd at lade det komme an på, hvor snakkende informanten er.   

Opsummerende om fordele og ulemper

I det følgende opsummeres artiklen i en række punkter, der fremstiller henholdsvis fordele og ulemper ved det telefoniske interview. Listen kommer dels fra litteraturen, ligesom en del af punkterne er mine egne erfaringer og supplementer.

Fordele


  • Som det også indledningsvist er beskrevet, giver det telefoniske interview en tidsmæssig besparelse, fordi man ikke skal foretage rejse til informanten  
  • Ligeledes findes ofte økonomiske besparelser både i en tidsmæssig forstand og idet der ikke er udgifter til rejse. Sweet påpeger derudover, at telefoninterviews giver mulighed for at inddrage informanter, der bor så langt væk, at de ellers ville være ekskluderet fra at deltage (2008, p. 60)
  • En fordel synes også at findes i forbindelse med planlægning: det er ofte nemmere at finde et tidspunkt, der passer både interviewer og informant
  • Det telefoniske interview giver mulighed for, at informanten kan være (mere) anonym, hvilket både nogle studier samt mine egne erfaringer finder fremmer oplysninger af mere sensitiv karakter eller at informanten overhovedet indvilger i at deltage  
  • Ved det telefoniske interview er det lettere for informanten at afbryde et interview (jf. også Sweet, 2008) eller bede om at holde en pause og ringe op igen 5-10 minutter senere. Min erfaring er, at det giver en vis tryghed hos særligt sårbare informantgrupper 

  • Man kan som interviewer - uden at distrahere informanten - orientere sig i sin interviewguide og skrive notater undervejs

  • Gennemførelse af det telefoniske interview kræver blot en telefon og et uforstyrret rum med en stol og et bord.

Ulemper

  • Det telefoniske interview kan føles mindre personligt, idet der ikke er mulighed for at have øjenkontakt, ligesom kan som interviewer kan have vanskeligere ved at tilkendegive, at man er interesseret og opmærksom gennem blandt andet nik og smil (jf. blandt andet Burnard, 1994, p. 69)  
  • Når man interviewer telefoniske, er det selvsagt ikke muligt at tolke informantens reaktioner via kropssprog, mimik og ansigtsudtryk. Som det også er pointeret ovenfor, kan der dog også være en overvejelse i, hvorvidt kropssprog og mimik kan være en potentiel fejlkilde, idet det kan fortolkes anderledes end det er ment.
  • Pauser kan opleves lange og kan give forvirring hos både informant og interviewer.
  • Visse studier og artikler konkluderer, at det telefoniske interview egner sig dårligere til at tale om komplekse spørgsmål eller sårbare emner (eksempelvis Car & Worth, 2001). Denne konklusion opstår primært i litteratur, der stammer fra sundhedsvidenskabelige kontekster, hvorfor alternativet til det telefoniske interview må være at mødes med enten en læge eller sygeplejerske og blive interviewet. I den kontekst kan jeg godt forstå, hvorfor ansigt-til-ansigt interviewet kan synes mere anvendeligt. I den kontekst jeg arbejder i, er jeg dog uenig i konklusionen. Mit indtryk er, at det telefoniske interview faktisk giver særligt de sårbare informanter en tryghed, i og med at de ikke skal sidde overfor mig og svare på, hvordan de oplever at modtage rådgivning i forbindelse med deres mands anholdelse og fængselsafsoning. Her opleves jeg helt klart, at semianonymiteten er af stor betydning og faktisk muliggør at afholde interviewet.   

Flere fordele end ulemper

Ifølge ovenstående findes der langt flere fordele end egentlige ulemper ved det telefoniske interview. Dette sammenholdt med at de teknologiske muligheder efterhånden er så veludviklede og udbredte, betyder at jeg som afslutning på artiklen vil give mine anbefalinger til metoden, konkludere, at jeg mener at den er velegnet til mange forskellige undersøgelses- og evalueringsdesigns og dermed også opfordre til at prøve den af rundt omkring. 

__________________________________________________________________________________________________________________________ 

http://ineva.dk/sites/default/files/styles/top_billede/public/Sk%C3%A6rmbillede%202018-02-27%20kl.%2009.20.10.png?itok=Q67l7_jI

 

Litteraturliste: 

Burnard, P. (1994) The telephone interview as a data collection method. Nurse Education Today 14: 67-72. 

Carr, Eloise CJ & Worth, Allison (2001) The use of telephone interview for research. ResearchGate, NTresearch, vol 6, NO 1: 511-524.

Glogowska, M., Young, P. & Lockyer, L. (2010) Propriety, process and purpose: considerations of the use of the telephone interview method in an educational reseach study. Higher Education, vol. 62, NO. 1 (july 2011): 17-26.

Sweet L. Telephone interviewing: is it compatible with interpretive phenomenological research? Contemp Nurse 2008;12(1):58-63.


Wilson, K., Roe, B. (1998) Interviewing older people by telephone following initial contact by postal survey. Journal of Advanced Nursing 27: 575-581.